Gingivitis (tandkødsbetændelse)
Gingivitis er en betændelsestilstand i den yderste del af tandkødet. Den opstår på grund
af bakterier (plak), der får lov til at sidde for længe på dine tænder og tandkød.
Ofte mærker du ikke noget til gingivitis, da sygdommen for det meste ikke er forbundet
med smerter. Men det viser sig oftest ved, at dit tandkød bløder, når du børster tænder,
bruger tandtråd eller tandstikker. Normalt vil tandplejer eller tandlæge opdage gingivitis
ved undersøgelsen af dine tænder.
Symptomer ved gingivitis
Hævet/evt. løst og rødt tandkød.
Ømhed/smerte ved tandkødet.
Blødning ved tandbørstning.
Dårlig ånde/smag i munden.
Hvornår griber vi ind?
For at forbygge parodontose, er det vigtigt at gribe ind med det samme, da det på dette
stadie er muligt at standse sygdommen helt og igen opnå sundt tandkød.
Hvordan?
Vi renser både tænder og tandkødslommer (pocher) for belægninger og tandsten.
Herefter giver vi en grundig instruktion i, hvordan og med hvilke hjælpemidler du bedst
kan holde bakterier væk.
Hvor ofte?
Afhængig af graden af betændelse vil vi anbefale et passende interval (oftest mellem 2-4
måneder) til kontrol og tandrensning.
Risiko
Såfremt sygdommen ikke standses på dette stadie, vil bakterierne nedbryde knoglen og
tandkødslommerne vil blive dybere. Dette stadie kaldes PARODENTOSE. Ved sundt tandkød er lommerne højst 3 mm dybe og ved Parodentose kan lommerne blive helt optil 10 mm dybe.
Parodentose og Tandrodsrensning
Når en tand har en dyb tandkødslomme med bakterier og tandsten, vil det være
nødvendigt at rense lommerne ekstra dybt og eventuelt skylle med et desinficerende
middel. Bedøvelse kan være nødvendig.